10/11

 

2007

 5

 

 

 

Verdens mindste kanon

 

På side 5 så vi Berlingske dokumentere at vicestatsministeren fra VK-regeringens dag 1 havde set kulturministeriet som en 'ideologisk flagpost' hvor Brian Mikkelsen kunne signalere konservative værdier. Og professoren ved Københavns universitet, Ditlev Tamm som ikke blot skriver de konservatives historie, men også invol-verer sig flittigt i de konservative politike-res gøren og laden på tinge, roste vice-stats-ministerens ideologiske førerhund med ordene: "Det er, som om han er be-gyndt af få færten.."

Det var 9/6-2004. Nu går vi frem til 9/12 idet vi springer let hen over tre relevante forhold: Den ene vedrører konteksten, så dén må simpelthen udskydes indtil den kan behandles behørigt i lyset af de brændende ambassader, terrorlovene og hadet der her i 2004 bliver lagt op til. Men de to andre har umiddelbar interesse, nemlig at forfatterkanonen for folke- og gymnasieskolen bliver offentliggjort i sep-tember, mens der i oktober og november afholdes to møder med en række repræ-sentanter for de forskellige kunstarter.

Og 9ende december 2004 skriver Berling-ske: "og i dag kan Brian Mikkelsen der-for offentliggøre, at han har sat gang i ar-bejdet med at lave en national kulturka-non." "jeg opfatter det mere som et na-tionalt projekt.." udtaler Brian Mikkelsen: "en kronologi.. en kontekst" (for børn og unge) "at putte hele deres liv ind i."

En national kronologisk kontekst at put-te hele sit liv ind i ... Papir er sørme tak-nemmeligt! så dagen efter har kulturmi-nisteren hele kronikken for sig selv og giver her et kanon billede på kulturkanonens sande ideologi:

Ja, kanon billede ... måske nok, men alli-gevel ikke kanon nok til en hel kulturka-non ... men så en litteraturkanon, da?

Ja, måske helle ikke kanon nok til en hel litteraturkanon ... men kronikken kanoni-serer dog en bog – en årets bog ifølge kulturministeren.

Ja, måske er der heller ikke kanon nok i kulturministeren til en hel bog – sådan fra begyndelsen og helt til enden, men lidt har også ret! og kulturministeren kanoni-serer trods alt en hel side i sin bog!

Ja, måske kanoniseres der heller ikke en hel side – sådan i gængs forstand, men ét står fast: konservatismens ideologiske førerhund kanoniserer en hel side i den engelske udgave af sin bog! og dét er der knald i! The media is the message! som man siger, og det betyder jo at siger man noget på engelsk, så har man næsten også sagt at man ikke selv har fundet på det. Og det kan - i visse tilfælde - virke kanon tillidsvækkende!

For der er tale om et billede – forstået som metafor: For i ministerens engelske bog gengiver siden (The Page Canon of the Year: 2004) er fotografi af "en mand, som.. blotter sit bryst med en tatovering. Den forestiller en fugl. Billedteksten ly-der: 'De underkastede deres hud tato-vering, og på denne måde tilfredsstillede de deres kunstneriske, erotiske, ja, deres moralske behov' " skriver ministeren i kronikken og tilføjer straks til pædagogisk opmuntring af kanon-projektets udvalgte: "Jeg må indrømme, at jeg aldrig har tænkt på en tatovering som udtryk for et kunstnerisk eller erotisk eller moralsk behov".

Selv forstår han ikke sin egen lille kanon – det indrømmes der! - så, forstår de ud-valgte heller ikke deres ... så er de i godt selskab: Udvalgte og elitære og vi har det jo med sammenhængskraften! Så kun ved sin sammenhæng er sidens billede kanoniseret; og kronikken om den hed-der: Frihedens tatovering!

Mindre kunne íkke gøre det!

Sammenhængen er de sovjettiske straf-felejre og frihedens fjender. "De findes til alle tider, hvorfor friheden altid har brug for personer, der forsvarer den." repete-rer kulturministeren. Men hvor kan frihe-den trives hvis frihedens fjender er evige, nærmest blot fra tid til anden forklædt som kommunister, jøder og nazister og nu som muslimer? sådan en verden er jo per definition sort/hvid!

"To stop med den forkerte bus, og vi er tilbage i middelalderen!" repeterer de konservatives ideologiske førerhund – u-den humor! og inden kronikken er omme, hedder det om den udstrakte hånd og kompromisset ved enhver dialog: "Ty-ranni begynder altid i sproget.. skridt for skridt gøres sort til hvidt, falsk til sandt. Det sker næsten umærkeligt, men det sker ved højlys dag."

Sort til hvidt ... ingen nuancer? Nej des-værre! Sådan er det for Brian Mikkelsen, for nuancer - såvel som frihed! - beror på dømmekraft!

Fortsættes.

 

 

Kulturministerens forfattejunker

 

Loppen og Professoren

Båt i nakken som en plade!

 

Vredens børn

Allerde dagen efter at kulturministeren offentliggjorde sin plan om en national kulturkanon i Berlingske 9/12-2004, var kultur-ministeren igen i Berlingske – nu med sin kronik 'Frihedens ta-tovering' om Gulag – historien om de sovjettiske straffelejre.

Især én side i bogen optager ministeren: et billede af en fange med en fugl tatoveret på brystet. Ministeren ser på billedet og læser på billedteksten – og det siger ham ikke en brik! Men i samme øjeblik han ser billedet i sin bipolære politiske kontekst - det gode vs det onde - så er billedet kanoniseret! og bogen med, årets bog: Værsgo!

Ih, tusind tak! Hele 2 brikker at flytte med! det er næsten for meget kultur på én gang: Gud ske lov at den ene er god og den anden er ond – for ellers var vi da blevet totalt forvirrede!

Den samme bipolære måde at ræsonnere på demonstreres i resten af kronikken til overflod: "To stop med den forkerte bus, og vi er tilbage i middelalderen!" skriver ministeren og mener dermed at støtte Lars Hedegaard i en kontrovers med dansk PEN. Og snart kammer kronikken over i ren sort/hvidt: Alle nuancerne - gråtoner & farver - der ligger mellem sort og hvidt forsages højlydt - som var de tyveri "ved højlys dag."

Dem der ikke er med ham (alt hvad der ikke er hvidt/sandt), de må være imod ham (sorte/falske), synes han at mane for sig – et standpunkt man ellers indtager for loven: Den der ikke er for loven, er per definition imod den, alene fordi loven rent logisk end ikke kán være til debat hvis en anklage skal begrun-des - og den anklagede forsvares med henblik på at fastslå en juridisk årsagssammenhæng.

Denne logik tilstræber vi for love om drab og tyveri, men med kulturministerens kronik i Berlingske 10/12-2004 lader det til at den samme tænkemåde griber sindet blot regeringen foranstal-ter en national kulturkanon ... Det kommer bag på mig!

Hånden på hjertet: Al den skattefinansierede snak om frihed og sovjettiske straffefanger ... er det ikke bare ansvarsfriheden den søger? Eller må man henvise dette 'forsvar for friheden' til straffelejrene i Kina? i Rusland? i USA? her i 2007? Jeg tror det ikke, men det er vilkårene hvis man vil tages alvorligt her i b7. Selv skriver jeg om regeringsførelsens døde kronvidner på 7ende år. I det ærinde undes man ingen åndehuller i døgnet.

De dør især omkring regeringsskifter, så inden jul er der 12.

Jeg er også mest tilbøjelig til at tro at kronikken er som den er, af rent taktiske årsager: for at afskære en fri debat om Martin Andersen Nexøs rette litterære plads i en national littera-turkanon – nemlig ved at skyde de sovjettiske straffelejre ind i dén diskussion! For Martin Andersen Nexø var urokkelig tro mod Sovjetunionen til det sidste, så med kulturministerens bi-polære kronik in mente måtte de litterære Martin Andersen Nexø-fans vel påregne af få hægtet et prædikat - fx: frihedens fjende! - på sig hvis de havde vovet at ytre sig offentligt mens vores nationale kulturkanon blev støbt!

Men både Ditte Menneskebarn og Pelle Erobreren har før været på bålet, og det skal de også nok komme igen. Ditte var jo et uægte barn, og præsteslægterne er i fuld gang med at skabe sig en ny slags uægte børn at terrorisere – iblandt os.

Så rent elendigt er det da - midt i al den taktiske sniksnak om frihed og straffelejre - at også Jeppe Aakjærs digtning for den brede befolkning er røget ud af den nationalkanoniserede litte-ratur. For det var Jeppe Aakjær der skrev 'Jens Vejmand', og han er arbejdsslaven i vores - lille Danmarks - Gulag.

Fra gammel tid betalte bønderne en del af skatten i natu-ralier – fx ved at vedligeholde grøfter og udjævne lunker i veje. En god måde at udfylde en lunke i vejen på er at fylde den op med skærver, for skærver er små sten som er kantede og der-for bliver liggende hvor de bliver lagt – de triller ikke væk når trafikken ruller hen over dem eller skyller af vejen med nedbø-ren. Skærverne lavede man ved at slå større sten - fra bøn-dernes marker og fra grusgrave - i stykker med en håndham-mer. Og det er dette arbejde som Jens Vejmand udfører i san-gen – på ny, på ny, på ny! Han arbejder ikke frivilligt og får ingen løn, for han er en dømt som må udføre arbejdet mens han afsoner en dom. Han aftjener altså sin idømte straf ved at udføre bøndernes naturalie-skat ... det er dilemmaet!

Det er formentlig gæld der har bragt Jens Vejmand i sin ulyk-kelige situation. Og gælden er formentlig bøder der har hobet sig op, for bøder, det fik tyendet - dvs karlene og pigerne på gårdene - hvis de svarede igen når de blev overfuset af bonden, og hvis de slog igen når de blev tæsket af bonden.

Til dette arbejdshierarki - hvor den ene part må prygle, mens den anden kun må smile igen - hørte en skudsmålsbog for hvert tyende; heri førte bønderne protokol over karlen eller pigen: hvor de tjente, hvornår, hvor længe og om tyendets arbejde, indsats og sindelag. Uanset hvad der så stod i skuds-målsbogen, måtte bogen vises frem når tyendet søgte ny plads; og blev den af en eller anden årsag væk, vankede der flere bøder. Så var man opsætsig eller blot uheldig, så sad man snart i saksen: gældsslaveri under fattigvæsenet og måtte bruge resten af sit liv på at betale bøndernes naturalieskat.

Loven der regulerede dette slaveri - som er langt, langt værre end her beskrevet: bonden kunne slå en tjenestedreng ihjel uden tiltale! - hedder tyendeloven. Og frem for nogen var det Jeppe Aakjær som med bogen 'Vredens børn' fik afskaffet den-ne forhadte lov til undertrykkelse med systematisk ydmygelse, fordummelse og vold samt fængsel og slaveri til de opsætsige.

Bondens tyende

Her er lidt af den tale Jeppe Aakjær holdt i Kjøbenhavns libera-le Vælgerforening, 9/12-1904, nøjagtig 100 år før Berlingskes nationale litteraturkanin satte digteren ud – af det han skabte!

Jeg henholder mig her til et Referat i et af de store Hoved-stadsblade; heri hedder det, at Husbonden havde, mens hans Tjenestedreng laa syg,

1

slaaet ham med Stokke og Høtyve,

2

sparket ham i Skridtet og paa Ryggen,

4

ladet ham ligge i Lade og paa Lo,

6

sultet den Syge,

7

nægtet at skaffe ham Læge,

10

kjørt ham fra Gaarden i dødsyg Tilstand,

11

sat ham af Vognen saa langt fra Bestemmelsesstedet, at Drengen brugte 1 time om at slæbe sig 750 Alen,

12

undladt at betale ham Løn.

..Man har taget det Barns blødende Lig og lagt det foran Ret-tens Dør, og den høje Ret ser paa ham over Skuldrene, mens den 'bladrer i sin Lov omhyggeligt'; og den har bladet Loven til Ende, men intet fundet, der berettiger til en Indskriden mod denne Husbond, og Retten maa slutte med at sige:

Tag dette Lig bort, begrav det, hvor I vil, gjør med det, som I vil; vi kjender ingen Paragraf, hvorefter her kan dømmes. Der skal mere til, forinden der kan rejses Strafansvar mod en dansk Husbond.

Så barbarisk er da den nugjældende Tyendelov..

Kunne man forestille sig en liberal vælgerforening i dag hvor man talte sådan om en dommer ... fx om Seven-eleven-sagens dommer – uden Birthe Rønn Hornbech straks stod der med hendes biskopper og hendes pisken og hendes sammenkogte statsret?

Omløbsavisen b7 : et medansvar i omløb!

 

Jeppe Aakjær

Det ariske kulturargument

23/9-04 offentlig-gøres folke og gym-nasieskolernes for-fatterkanon. Jeppe Aakjær er ikke med hos de obligatoriske

24/9 bringer Politi-ken et lille pip om sagen fra uddannel-sesordfører Pernille Blach Hansen, soc:

"Hvorfor er Blicher med på den obliga-toriske liste, mens Jeppe Aakjær kun er med på den vej-ledende?"

25/9 allerde dagen efter kommer sva-ret i Claes Kastholm Hansens faste klum-me i Berlingske. Han er bestyrer af statens forfatter-støtte og kommen-de medlem af den nationale kulturka-nons litteraturud-valg:

"Socialdemokratiets uddannelsespolitis-ke ordfører, Pernille Blach Hansen, kal-der i Politiken den nye kanon en 'hitlis-te' og tegner der-med sin egen ånde-lige horisont. Giro 413 eller Dansktop-pen? En horisont som hun yderligere tydeliggør ved at hidse sig op over, at Blicher er med i ka-non, men ikke Jeppe Aakjær. Groft sagt forlanger ikke, at Pernille Blach Hansen skal vide, at Blicher er verdens- litteratur, men hun burde da kende Johs. V. Jensens meget præcise ka-rakteristik af Aakjær, nemlig at Aakjær er flad i nakken som en spade. klingklang, dynamolygte."

Hvad Martin Andersen Nexø angår, er han

en af verdens mest læste forfattere. Han er mere læst og udgivet end HC Andersen, for HC Andersen skrev ik-ke alene på censu-rens tid, men også før de arbejdende klasser lærte at læse, mens Martin Andersen Nexø derimod skrev frit og udkom på bølgen af industrialisering og arbejderbevæ-gelse og alfabetise-ring – kloden rundt!

Denne afgørende forskel i de to for-fatteres vilkår og mulige mål får man et indtryk af ved at læse det sidste af 'Ditte Menneske-barn' fra kap 14 'Lil-le Peter går ud på livet' samt Markus kap 7,33-35 i lyset af HC Andersens 'Den lille havfrue' og 'De røde sko'.

Her er hvad Biblen siger
om tyendets retsforhold:

Når en mand slår sin træl ihjel eller trælkvinde med sin stok, så de dør på stedet, skal det hævnes. Men lever de en dag eller to, skal det ikke hæv-nes. Det er jo hans egne penge, det drejer sig om

Se Det gamle tes-tamente 33 vers efter det 6te bud.